Opskrift
Du skal bruge 300 meter garn
· 185 g · 51% Uld, 34% Polyester & 15% Reflex · Viking Garn Reflex (se garn her)
· 175 g · 100% Bomuld · Scheepjes Cahlista (se garn her)
· 100 g · 74% Alpaca, 18% Polyamid, 8% Uld ·DROPS Sky (se garn her)
· 150 g · 100% Bomuld · DROPS Muskat (se garn her)
· 100 g · 75% Uld, 25% Polyamid · Mayflower Luxus Sock Yarn (se garn her)
· 150 g · 70% Bomuld & 30% Superwash Merino Uld · Infinity Hearts Lily (se garn her)
· 200 g · 50% Bomuld, 50% Uld · Gepard Garn CottonWool 5 (se garn her)
· 150 g · 50% Uld, 50% Bomuld · Mayflower Easy Care Classic Cotton Merino (se garn her)
· 150 g · 65% Uld, 35% Alpaca · DROPS Lima (se garn her)
· 125 g · 53% Bomuld, 33% Viscose, 14% Hør · DROPS Belle (se garn her)
· 140 g · 100% Alpaca · DROPS Puna (se garn her)
· 145 g · 50% Uld, 25% Mikrofiber, 25% Akryl · Scheepjes Merino Soft (se garn her)
· 135 g · 100% Uld · Hjertegarn Vital (se garn her)
· 150 g · 100% Uld · DROPS Karisma (se garn her)
· 145 g · 100% Merino Uld · DROPS Merino Extra Fine (se garn her)
· 145 g · 50% Bomuld, 50% Polyester · DROPS Cotton Light (se garn her)
· 140 g · 50% Uld, 50% Bomuld · DROPS Cotton Merino (se garn her)
Om omskriften
Idéen til nissehuen er helt igennem klassisk – først hækles en rib og dernæst hækles toppen ud i et.
Toppen af nissehuen hækles i 2 farver rundt i spiral, så den får en flot og stribet struktur.
For at skabe rib strukturen i bunden hækler du alle fastmasker i bagerste maskeled fra begge sider, ret og vrang.
For at skabe formen på toppen skal du hækle rundt og rundt i spiral-omgange, så der ikke er nogen start og slut på rækkerne, og derfor ingen tydelig kant.
Garnmængden passer til en nissehue til barn og voksen, med en maks hovedomkreds på 58 cm. Har du et større hoved, stort hår eller skal nissehuen udenpå noget andet, vil jeg anbefale at du køber 1 nøgle mere (bortset fra hvis du hækler i den smukke sokkegarn som er rigeligt stor).
Den er SÅ nem at tilpasse – skal ribkanten være hvid, rød eller i plysgarn? Skal nissehuen være rød, grøn, blå? Skal den laves i uld så den varmer ørene i kulden, eller i et køligere garn til udklædning indendørs? Du bestemmer
Sådan gør du
Du skal starte med at lave ribkanten i den farve du vil have. Du kan lave den i netop den højde der passer dig, eller bruge målene herunder.
Voksen: Lav 6 til 8 lm.
Barn: Lav 4 til 6 lm.
Huen på billederne er lavet med 8 lm.
Ribkant til barn.
1. række
Vend med 1 lm, start i 2. maske fra nålen og lav fastmasker rækken ud.
2. række
Vend med 1 lm, start i 2. maske fra nålen og lav fastmasker i bagerste maskeled rækken ud.
obs: sidste maske på alle rækker hækler du igennem begge maskeled, det giver en flot kant.
Gentag 2. række med fastmasker i bagerste maskeled indtil du har den ønskede omkreds til hovedet. Husk at ribkanten gerne må sidde stramt, da det giver sig en del når du hækler toppen på.
Prøv den på og tilpas den netop dit hoved, eller lav som os
Voksen: 96 rækker, svarer til 48 rib
Barn; 80 rækker, svarer til 40 rib
Hækl ribkanten sammen i sidste række, og sæt 1 maskemarkør i hver side.
Nu begynder du på toppen, der skal hækles i 2 farver rundt i spiral. Du skal hækl 1 maske for hver række, dvs 2 masker pr. rib.
1. farve
Sæt garnet fast ved den ene maskemarkør og lav langs ribkanten:
8 fastmasker, 8 halvstangmasker og 8 stangmasker.
2. farve
Brug den anden farve, sæt garnet fast ved den anden maskemarkør og lav langs ribkanten:
8 fastmasker, 8 halvstangmasker og 8 stangmasker.
Toppen rundt
Fortsæt nu med farve 2 hen over rækken med farve 1, og hækl nu skiftevis de to farver rundt.
Indtagninger
Sæt 5 maskemarkører jævnt fordelt langs ribkanten. Vælg den ene af farverne (på billedet er valgt den mørke røde) og tag ind ved at hækle 2 stangmasker sammen, hver gang den valgte farve kommer forbi en maskemarkør. Det svarer til 5 indtagninger på hver anden omgang.
Pst, hvis du ønsker en længere hue, kan du blot undlade at lave indtagninger på nogle af omgangene.
Resten af nissehuen hækles fortsat rundt og rundt i spiral med stangmasker skiftevis i de to farver, samtidig med at du tager ind jævnt fordelt som beskrevet overfor indtil du når toppen.
Når du når ud i spidsen af huen, sjusser du dig bare til indtagningerne omgangen rundt til sidst. Herefter slutter du af med at lukke hullet og fæstne de to farver på indersiden af huen.
Kvasten
Som prikken over i’et (bogstaveligt talt), kan du tilføje en kvast. Måske er du mest til en pompom, måske er du til en kvast – eller måske vil du købe en fin pels-kvast som disse (se her).
Se en videoguide til at lave din egen pompom eller kvast i næste fane “Videoguides” med et hvidt nøgle garn.
Nisser og Alfer
Som min søde dreng sagde, da han så den færdige nissehue NO1– så kan de da også sagtens laves i grøn til eksempelvis alfer
God fornøjelse
Del endelig din version her på opskriften under fanen “Anmeldelser” hvor du kan uploade billeder.
Brug også gerne #HoldMaskenDK på de sociale medier.
2 anmeldelser af Nissehue NO2
Voksen og barn